Søg
Koncert hos Sangskriverklubben i Vejle
Postet i: Blog, Koncerter af anders 11/10/2010 | Ingen kommentarer
Onsdag d. 6. oktober 2010 gav jeg koncert i Sangskriverklubben i Vejle. Det foregik i Bygningen.
Udover mig selv spillede Pernille Gunvad og ikke mindst Christian Juncker.
Det var en rar og afslappet aften, der blev styret med sikker hånd af Søren Krogh, der står for sangskriverklubben.
Også her var det rart at opleve hvordan publikum virkelig lyttede til sangene.
Som i Kolding dagen før spillede jeg primært sange fra albummet Journeys and Dreams, samt en ny sang.
Koncert hos Sangskriver på Godset
Postet i: Blog, Koncerter af anders | Ingen kommentarer
Den 5. oktober 2010 var jeg på plakaten på Sangskriver på Godset i Kolding – sammen med Sidsel Marie og Jesper Colfach.
Jeg har indtil nu primært spillet på caféer og til festivaler, så det var en fin oplevelse at spille for et så lyttende publikum.
Det var første gang, jeg besøgte Godset. Med levende lys på scenen og på bordene, blev rummet meget stemningsfyldt.
Fra albummet “Journeys and Dreams” spillede jeg “Building A House”, “How the Other Half Lives”, “Ray from Belle Glade” og “Summer in LA”.
Jeg prøvede også en ny sang af, “Where to from Hence”. Det er altid lidt nervepirrende at stå overfor et publikum og præsentere en helt ny sang, men folk lyttede og klappede, så det var dejligt.
Sommerrock med Jotted Notes
Postet i: Koncerter af anders 07/10/2010 | Ingen kommentarer
Trioen Jotted Notes (Paul Kjærgaard og Finn Gohs, samt yours truly) spillede i sommerperioden 2010 bl.a. på Nord Als Festival. Her på billedet er vi i gang på Rådhustorvet en sommereftermiddag.
Vi spiller en blanding af kendte hits, samt mine sange fra bl.a. “Journeys and Dreams” og Pauls sange. Finn Gohs har også materiale på vej.
I løbet af efteråret 2010 skal vi spille akustiske jobs på kommunens biblioteker i forbindelse med book talks, og ikke mindst til Bobby Festival på Sønderborghus.
Du kan læse mere om Jotted Notes på vores hjemmeside.
Billedet er taget i en af de split-sekunder, hvor vi vist ser ret alvorlige ud. Det plejer ikke at holde længe…
Dagbog fra Strib 2010
Postet i: Koncerter af anders 24/02/2010 | Ingen kommentarer
Det var en god oplevelse, at være til Strib Vinter Festival. Jeg nød at spille sangene, og jeg fik nogle fine kommentarer fra et par folk bagefter.
Jeg optrådte på den såkaldte ’Cafe scene’, der ligger mellem to haller, der kan rumme 3-500 mennesker hver. På samme tid som jeg spillede hhv. Lars Lilholt og Niels Hausgaard i hver deres hal.
Så det var et udvalgt, men udsøgt publikum, der lyttede til mine sange…
Før mig på Cafescenen spillede i øvrigt en gut, der hedder Butzback. Det var en meget lidenskabelig og intens måde han fremførte sine sange / viser på, som jeg synes godt om. Du kan lytte til dem på hans Myspace- profil.
(Billede Jens Ove Holm, januar 2010)
Første solo-koncert d. 20. februar på Strib Vinter Festival 2010
Postet i: Koncerter af anders 18/02/2010 | Ingen kommentarer
Min første solo-koncert finder sted på Strib Vinter Festival 2010, lørdag d. 20. februar, kl. 22.00-22.30 på Caféscenen.
Jeg har kun hørt om Strib Vinter Festival, men aldrig været der. Så det bliver spændende. Jeg har planlagt at spille en håndfuld numre fra albummet, og så en enkelt kendt sang.
Måske ses vi!
